Den første gang jeg landede på Nepalesisk jord, husker jeg tydeligt. Jeg var 20 år gammel, åben og nysgerrig på verden. Jeg kom dertil med min daværende australske kæreste, som jeg havde mødt i gymnasiet. Han var vokset op i Nepal pga. forældre, som arbejdede i udviklingsverdenen, og havde fortalt meget om dette. Jeg husker tydeligt den første aften, hvor vi tog ud til Boudha Stupa, en af de tre vigtigste buddhistiske stupaer i Kathmandu Dalen. En Stupa er et buddhistisk monument, som symboliserer den fysiske repræsentation af det oplyste sind, som vi alle har iboende. Vi gik kora rundt om stupaen, noget som er meget udbredt i den buddhistiske Himalaya kultur og religion. Man ser det som en positiv handling at gå rundt om et helligt objekt, som ofte har relikvier fra realiserede mestre. Mens vi gik rundt om stupaen, blev jeg pludselig så rørt, at jeg kom til at græde. Jeg følte, at jeg var kommet hjem. At her hørte mit hjerte til. Siden den gang har alt for mig, direkte og indirekte, handlet om Nepal.
 
Nepal som land   
Efter at være vokset op i Danmark, hvor vi mere eller mindre ligner hinanden, taler det samme primære sprog og har mere eller mindre ens værdisæt, er det fascinerende at komme til et land som Nepal, som er et så utroligt sammensat land. Der er mere end 131 forskellige etniske grupper, flere end 123 forskellige sprog der bliver talt, og geografisk er landet utroligt forskelligt om, man rejser syd, nord, øst eller vest.

I det nordlige Nepal har folk en større lighed med tibetanerne nord for grænsen. De deler samme dialekt som tibetanerne og har fælles fysiske træk, da de er lysere i huden. Hvad det nordlige nepalesiske folk, såsom Sherpa, Thamang og Manang folket også har til fælles med tibetanerne, er den buddhistiske levevej. Man kan se bedeflag blafre i vinden langs passene i bjergene og ved klostrene, og man kan se de buddhistiske bønner skrevet ind i klipper og sten langs veje og stier. Det fysiske landskab i denne region bærer så stærkt præg af deres åndelige overbevisning. Rejser man til det sydlige bælte af Nepal, Terai, møder man bla. Madhesi folket, som har større lighed med deres indiske brødre syd for grænsen. De er mørkere i huden og går højere grad klædt som inderne. Madhesi folket, ligesom størstedelen af nepaleserne, deler også den hinduistiske tro med inderne. Dette kommer til udtryk ved de mange hindu templer og offersteder man finder på sin vej, i Kathmandu Dalen og rundt i Nepal.
 
Den buddhistiske levevej
Noget af det som rørte mig tidligt i min tid i Nepal, og som fortsætter med at røre mig næsten dagligt, er nepalesernes forhold til foranderlighed, f. eks. når ting ikke går, som de har forventet, eller hvis de mister noget eller nogen, som de har kær. Jeg oplever en anden form for accept i denne del af verden, i folkets relation til virkeligheden som den er, altid foranderlig. Det bærer den buddhistiske levevej og filosofi stærkt præg af. Den siger, at man skal reflektere over, at intet i dette liv kan tages for givet, og at vi aldrig med sikkerhed kan vide, hvornår døden indtræffer. Derfor er det så vigtigt i hvert øjeblik at have opmærksomhed på sine handlinger, sind og tale og sætte en positiv motivation, som ønsker alle levende væsener alt det bedste. Ifølge Buddhas lære har positive intentioner og handlinger en utrolig kraft, som sætter positive aftryk i sindet.

Vejle Amts Folkeblad har skrevet en spændende artikel omkring kreative sysler i ferien hvor Munonne er nævnt.

Her er et uddrag:
Aktive ferier er populære blandt rejsende, og nu ønsker et stigende antal danskere også at være kreative på ferien. 

Klik her eller på billedet for at se/læse artiklen.

​Besøg evt. vores kategorier: