Af Marie-Louise Munk ![]() I skrivende stund er det en måned siden, jeg kom hjem fra en alletiders skøn tur i det sydlige Indien. Mere præcist i staten Kerala (Keralam), som også kaldes for ayurvedaens vugge. Her har jeg besøgt et ayurveda kursted ude midt i de smukke grønne omgivelser; lige op og ned at floden River Kabani og omgivet af tusindvis af hektar skov og jungle. Her tilbragte jeg 10 dage med at lære om og afprøve den ældgamle videnskab ayurveda. ![]() Hvad er ayurveda? Ordet ayurveda kommer fra to ord på sanskrit: AYUSH som betyder liv eller levetid og VEDA som betyder viden. Ayurveda betyder således bogstaveligt talt den fuldstændige viden om helheden og levetiden af livet. Ayurveda går mere end 5.000 år tilbage og er en hinduisk visdom om et langt, sundt og lykkeligt liv. Det gamle holistiske sundhedssystem kommer oprindeligt fra Indien og består i at diagnogstisere, forebygge og behandle sygdomme ved indtagelse af naturmedicin, ayurvedisk kost, detox og afbalancering med olie, forskellige udrensende urte-behandlinger og et utal af forskellige massager med olie og urter. Den ayurvediske lægekunst er baseret på de individuelle sind- og kropstyper, også kaldet doshas. Man behandler ikke sygdommen, men hele mennesket. Ayurveda handler om at give de optimale rammer for den fysiske, psykiske og spirituelle udvikling af mennesket. Derfor kombineres ayurvedabehandlinger gerne med pranayama (åndedrætsøvelser, der genererer mere energi), yoga og anden motion samt meditation, som stimulerer dit inderste væsen og styrker din intuition, kreativitet og bevidsthed. Med denne kombination danner ayurdeva ligevægt i krop, sind og ånd, så du kan opnå indre harmoni, ro og balance. I dag benyttes ayurvedisk medicin af 80% af befolkningen i Indien. Godt hjulpet på vej af ihærdige bestræbelser fra blandt andet Deepak Chopra og Maharishi er det blevet en stadig mere accepteret alternativ medicinsk behandling i både Europa og USA. Desuden er ayurveda anerkendt af WHO som effektiv videnskab indenfor sundhed. Ud af 1 million læger i Indien er de 400.000 ayurvedalæger. Ayurveda-praktiserende læger bruger over 21.000 urter i mere end 400.000 sammensatte formularer til både pasta, vandekstrakter, olieekstrakter mv., som bruges i deres behandlinger. Billeder fra en dag på Safari i regnskoven... Den bød på mange spænde dyr, såsom vilde elefanter, en leopard, aber, oddere og meget mere.... ![]() Hvad er ayurveda godt for? Det var lidt mit indtryk, at der nærmest ikke var nogle grænser for, hvad ayurveda er godt for. Jeg var taget af sted med et problem, som jeg gerne ville have behandlet, men efter jeg havde redegjort for det, blev der også spurgt til, hvad jeg ellers fejlede, eller hvad de kunne hjælpe med. Skønt! Så kunne jeg måske også liiiige få dem til at fikse min dårlige lænd, som har drillet mig meget de sidste 3 år. Så den blev tilføjet på listen blandt flere andre ting. Tilsvarende behandlinger blev tilføjet på mit daglige skema, og medicin blev udleveret. Nu her, en måned efter jeg er kommet hjem, har jeg ikke haft ondt i lænden en eneste gang. Det er simpelthen skønt at være sluppet af med smerterne. Ayurvedisk behandling kan uden risiko anvendes som en alternativ terapi eller side om side med konventionelle behandlinger. Ayurvediske læger hævder, at deres metoder kan hjælpe med blandt andet stress-relaterede, metaboliske og kroniske tilstande. Ayurveda er blandt andet blevet anvendt til behandling af acne, allergier, astma, angst, kronisk træthedssyndrom, forstoppelse, depression, diabetes, hjertesygdomme, immunproblemer, inflammation, nervøse lidelser, søvnløshed mm. Undersøgelser har vist, at ayurveda giver signifikant lavere kolesterol og blodtryk ved stress-relaterede problemer. Desuden har ayurveda været anvendt med succes til at understøtte helingsprocessen hos patienter, der gennemgår kemoterapi, da det har vist sig at forøge immunsystemets aktivitet. ![]() Hvad kan du forvente dig af et ayurvedaophold? En ayurvedisk behandling hjælper kroppen til at føre affaldsstoffer ud af kroppen og dermed til at bevare den fysiske og mentale sundhed, inspiration og glæde. Der fokuseres på at genoprette den naturlige harmoni i din krop og i dit sind. På den første dag , vil en ayurvedalæge bede om din sygehistorie, tjekke din puls, palpere din mave og evt. undersøge din tunge, øjne, negle og hud og lytte til tonen i din stemme. Ayurvedalægen vil også spørge ind til din generelle helbredstilstand med særlig fokus på din livsstil, kost, vaner, og miljømæssige omgivelser. Baseret på denne vurdering vil lægen derefter komme med anbefalinger til, hvordan du gendanner din naturlige balance, som næsten altid omfatter ændringer i livsstil, bl.a. kost og deraf følgende praksis. Tager man på et intensivt ayurvedaophold, vil der helt sikkert være god basis for at kunne blive nulstillet og skabe ligevægt i krop, sind og ånd. Du vil måske få det skub, der skal til, for at lægge de dårlige vaner på hylden... og starte på en frisk. Der tilbydes mange forskellige behandlinger, og det skal lige siges, at det altså ikke hele vejen igennem er behagelige behandlinger. Man skal bestemt ikke forvente udelukkende at få firehændig massage 3 timer om dagen og tro, det er en dans på roser. Tager man eksempelvis den berømte ”Pancha karma”, kan man godt forvente nogle udfordringer. ”Pancha karma” er en behandling, hvor man renses for toksiner og reducerer kolesterolet i kroppen. Behandlerne anvender forskellige metoder til at fremkalde sved, afføring, og selv opkast i et forsøg på at rense kroppen. Denne behandling kræver, at man som minimum er af sted 3-4 uger ad gangen. Det kan også anbefales, at der går nogle år før man tager sådan en omgang igen. ![]() Nu skal du jo ikke skræmmes helt væk ... for der er bestemt langt flere gode og behagelige oplevelser end der er dårligt, når man er af sted på et ayurvedaophold. Der vil være øjeblikke, hvor massagebehandlingerne er så stor en nydelse, at man føler sig som i den syvende himmel. Jeg havde selv øjeblikke, hvor jeg ønskede, at behandlingerne ingen ende måtte tage. Det er så lækkert at modtage sådan en blid og omsorgsfuld opmærksomhed fra sine behandlere. De ayurvediske behandlinger er unikke for hver person afhængigt af alder, miljø, kost og dosha. Dosha betyder som nævnt ”kropstype”, og der findes tre såkaldte doshas, som hedder hhv. vata, pitta, kapha. Vil du vide mere om de ayurvediske kropstyper, findes der meget mere information om det på internettet. Samme dag jeg ankom til kurstedet fik jeg min første konsultation hos en af de ayurvediske læger. Her fik vi talt om nogle af de ting, jeg gerne ville have hjælp til, og lægen lagde en plan for de næste 5 dage. Der blev stort set dagligt afsat tid til konsultationer, så der blev fulgt op på behandlingerne og deres virkning. Nogle dage, når der ikke var så meget nyt at tale om, blev jeg undervist i de grundlæggende ayurvedaprincipper. Noget, der fascinerede mig meget, var princippet om at spise sin mad i fred og ro. Når vi spiser, dannes der spyt i vores mund, som hjælper dig med at fordøje det, du spiser. Det i sig selv er ikke nyt, men det, at der dannes forskelligt spyt alt efter, hvad du spiser, var nyt for mig. Derfor er det vigtig, når man spiser, at man er bevidst om, hvad man propper indenbords, således at man hjælper kroppen med at danne det rigtige spyt. Det er altså forskelligt spyt, alt efter om du spiser et æble eller et stykke brød. Hvis du har travlt med at se TV eller snakke hen over maden, så hjælpes kroppen ikke. Det er især et problem, hvis man er overvægtig. ![]() Fra grænseoverskridende til harmonisk sameksistens med min krop Jeg havde forestillinger om massage med i bagagen, så jeg må indrømme, at jeg blev meget overrasket. Det kunne på ingen måde sammenlignes med nogen massage, jeg før havde modtaget. Først var det faktisk lidt grænseoverskridende for mig. Hjemmefra havde jeg taget en gammel bikini med, som jeg havde tænkt bare kunne ryge ud, når nu den ville være blevet ødelagt af al olien. Men næ nej, op på træbriksen i Eva-kostumet. Jeg havde været udsat for et seksuelt overgreb 5 år tidligere, og herefter har intet menneske set mig, som Gud har skabt mig, og derfor var dette virkelig grænseoverskridende for mig. Efter at have fået hovedbundsmassage fulgte en dejlig ansigstmassage og så ellers en oliekropsmassage. I ayurvedamassagen bliver alle kropsdele masseret fra top til tå i dejlige, glidende bevægelser. Når det siges at alle kropsdele bliver masseret, ja, så er det alle kropsdele. Her måtte mine grænser så lige overskrides en gang mere, da de to indiske kvinder (Akhila og Shintu) med håndfaste greb masserede min overkrop ... inklusive mine bryster. Man er jo vant til hjemmefra, at massører gerne går pænt udenom. Herefter blev hver kropsdel så masseret, og der blev sluttet af med strøg fra tæerne til fingerspiserne. Efter 10 dage med 2x2 timers behandling morgen og eftermiddag føler jeg mig i mere kontakt og balance med min egen krop, end jeg længe har gjort. Og jeg vil påstå, at jeg ikke har haft så silkeblød en hud, siden jeg blev født. Jeg er så dybt taknemlig for, at Akhila og Shintu fik mig til at føle mig tryg og godt tilpas i min egen krop igen, at jeg nu føler mig mere klar til at møde kærligheden igen. Er du blevet inspireret og kunne du selv tænke dig at komme på lignende tur... så se nærmere her, hvor du finder alle vores rejser med Ayurveda. |
Kategorier
Alle
Arkiv
Marts 2025
![]() |